Det har været livsforandrende…
Majbritt på 67 år levede et aktivt liv med familie, børnebørn og et job i medicinalindustrien. Men for fire et halvt år siden blev hun pludselig alvorligt syg og fik mange smerter. Det hele udviklede sig i løbet af bare tre uger, og det var svært at finde ud af, hvad hun fejlede.
Diagnosen blev psoriasisgigt. Heldigvis havde den biologiske behandling god effekt, og samtidig fik Majbritt et nyt og mindre stressende arbejde. Men mentalt gik det langt fra godt. Som følge af psoriasisgigten begyndte Majbritt også at lide af fatigue.
”Fatiguen drillede rigtig meget både i forbindelse med mit arbejde, mine børnebørn osv. Jeg blev meget træt. Hvis jeg passede mit barnebarn, var jeg træt en hel uge efter og lå tilmed med feber. Fatiguen var dræbende og enerverende, også for mine pårørende,” fortæller hun.
De følgende år bød på flere alvorlige sygdomsforløb. Majbritt var igennem både en diskusprolaps, blodpropper i lungerne og en depression.
”Jeg var langt ude, vi afbestilte simpelthen en planlagt rejse til Italien, fordi jeg var nedtrykt,” siger hun.
Til en middag mødte Majbritt tilfældigvis en kvinde med fibromyalgi, som havde været i et forløb på Sano Gigtcenter. Kvinden fortalte begejstret om opholdet og om, hvad hun havde fået ud af det.
Efterfølgende skrev Majbritt til sin reumatolog, som henviste hende til Sano.
Et andet syn på livet med kronisk sygdom
Majbritt fortæller, at hun på det tidspunkt ikke havde accepteret, at hendes diagnose var kronisk. ”Det kunne bare ikke forplante sig i min hjerne, at jeg havde en kronisk sygdom”, konkluderer hun.
I efteråret 2025 startede Majbritt på Sanos fatigueforløb. Her fandt hun hurtigt sammen med en medpatient, som også havde psoriasisgigt. De støttede hinanden gennem hele forløbet og ses stadig i dag. ”Vi er sjælevenner,” smiler hun.
På Sano blev Majbritt tilknyttet et tværfagligt team. En af dem, hun mødte, var en fysioterapeut, som hurtigt fik stor betydning for hendes forløb.
”Hun gik simpelthen direkte ind under huden på mig,” fortæller Majbritt begejstret. ”Hun spottede med det samme, at jeg stadig var nedtrykt og fik mig i gang med samtaler med en af Sanos psykologer.”
Samtalerne med psykologen blev en vigtig del af opholdet.
”Han var fuldstændig fantastisk. Jeg tudbrølede under seancen. De samtaler, jeg havde med ham, gjorde, at han fik flyttet ”en mental vægt” fra mine skuldre: at jeg var syg, at jeg ikke kunne det samme med mine børnebørn mere osv. Jeg bar på en enorm vrede over at være blevet ramt af sygdom, og hvor gør man af det?”
”Psykologen gik ligesom ind i mig med træsko på. Nu kunne jeg tage samtalen med både chef og familie om, hvordan jeg bedst kunne leve mit liv med en kronisk sygdom.”
Fysioterapeuten tilrettelagde samtidig et træningsforløb med øvelser, som har hjulpet Majbritt med rygsmerterne.
Også undervisningen på Sano fremhæver hun som en vigtig del af forløbet. ”Det har hjulpet mig SÅ meget.”
Især energiforvaltning og kroppens alarmsignaler har hun taget med sig. For Majbritt kan signalerne blandt andet være tinnitus og svimmelhed. ”Så skal jeg lægge mig. Det gør, at jeg ikke får flere dage på en måned, hvor jeg bare skal sove,” uddyber hun.
Energiforvaltning handler blandt andet om at kunne sige fra og disponere over sine kræfter. ”Jeg er på forkant, så jeg ikke overbruger mig selv”, forklarer Majbritt.
En anden oplevelse, hun fremhæver, er træningen i varmtvandsbassinet. ”Jeg er ellers ikke så meget til svømmehaller og den slags, men i varmvandsbassinet kunne jeg bevæge mig frit, og så gjorde det også noget godt for mig bagefter. Det var en øjenåbner,” smiler hun. Majbritt går nu en gang om ugen i varmtvandsbassin.
Pauser har fået plads i kalenderen
I dag bruger Majbritt meget af det, hun lærte på Sano, i sin hverdag.
”På Sano har jeg lært, at jeg kan nyde dér, hvor jeg er i dag. Jeg finder på ting igen. Jeg har fået et helt andet positivt sind og en positiv indstilling til min sygdom. Og nu lytter jeg til min krops signaler”, smiler Majbritt.
Det betyder blandt andet, at pauser har fået en fast plads i kalenderen.
”Efter jeg kom hjem fra Sano begyndte jeg at lægge pauser ind i min kalender. At jeg f.eks. skal lægge mig på min seng kl. 13. Jeg bruger også mindfulness-øvelserne, jeg lærte på Sano, til bevidst afslapning.”
For Majbritt handlede opholdet ikke kun om træning, undervisning og samtaler. Hun oplevede også at blive mødt som menneske og ikke kun som patient. Hun følte sig både set og hørt.
”Det har simpelthen været livsforandrende for mig at være på Sano”, slutter Majbritt.