Velkommen til Sano Aarhus
Sano Aarhus er roligt og smukt beliggende i Skåde Bakker ved Højbjerg. Huset er en hvid, herskabelig villa, som er blevet udbygget af flere omgange. Indenfor hersker en aktiv og uformel atmosfære med et engageret og højt kvalificeret, professionelt personale.
Om Sano Aarhus
Huset har en flot træningssal med fitnessudstyr, stepbænke og pilatesbolde. I stueetagen har vi et stort ergoterapilokale og køkken, som serverer sunde måltider i den rummelige spisestue. Der er også en hyggelig opholdsstue samt udestue. Sano Aarhus har 25 værelser og en elevator, så alle nemt kan komme rundt i huset.
Sano Aarhus har en stor have, som er flittigt besøgt af både rådyr og egern. En spadseretur væk ligger Marselisborgskoven og Moesgaard Strand. Centrum af smilets by, Aarhus, ligger blot seks kilometer væk, og der er hyppige busforbindelser til og fra Sano.
Henvis patient til Sano Aarhus
Privatpraktiserende læger, speciallæger og hospitalslæger kan henvise patienter til Sano via MedComs pakkehenvisning/dynamisk henvisning. På knappen herunder finder du samlet vejledning til henvisning, relevante lokationsnumre samt mulighed for at hente henvisningsskema.
Til læger og henvisere: Forløb ved henvisning til Sano
Sano Gigtcenter modtager patienter med reumatologiske problemstillinger til rehabiliterende og sundhedsfaglige forløb. Et ophold/forløb hos Sano er et supplement til den igangværende lægelige behandling i almen praksis og/eller på sygehus.
Sanos rolle i patientforløbet
Sano varetager ikke lægelig behandling i form af ordination eller justering af:
- Smertestillende medicin
- DMARDs/biologisk behandling
- Anden medicinsk behandling og udredning
Den medicinske behandling fortsætter derfor uændret i regi af patientens egen læge og/eller behandlende afdeling.
Sano arbejder derimod målrettet med patientens fysiske, mentale og sundhedsmæssige ressourcer, herunder bl.a.:
- Smertemestring og håndtering af symptomer i hverdagen
- Fysisk træning og aktivitet (tilpasset funktionsevne)
- Søvn, stress og mental trivsel
- Patientuddannelse, mestringsstrategier og vaneændringer
- Funktion i hverdagen og evt. ergonomi/hjælpemidler (ergoterapeutisk indsats)
Når du henviser
Ved henvisning vurderes patientens behov og forløbstype, hvorefter patienten indkaldes til planlagt forløb. Sano tilrettelægger et tværfagligt rehabiliteringsforløb med fokus på at styrke patientens egenmestring, funktion og livskvalitet, parallelt med den fortsatte medicinske behandling.
Samarbejde og opfølgning
Sano kan bidrage med relevant sundhedsfaglig opsummering af indsats og anbefalinger til patientens videre forløb, så rehabiliteringen kan integreres i den samlede behandling.
Hvornår er Sano relevant?
Sano er relevant for patienter, som har en afklaret reumatologisk eller neurologisk diagnose og et rehabiliteringsbehov, der ikke i tilstrækkelig grad kan imødekommes i de eksisterende tilbud i primærsektoren. Det gælder patienter, hvor sygdommen påvirker funktion, energi, aktivitetsniveau, smertehåndtering eller deltagelse i hverdags- og arbejdsliv, og hvor der er behov for en sammenhængende, tværfaglig indsats.
Et forløb på Sano kan være særligt relevant, når patienten:
- Har komplekse reumatologiske eller neurologiske problemstillinger
- Har behov for et flerfagligt og intensivt rehabiliteringstilbud
- Er motiveret for at arbejde aktivt med vaneændringer og strategier i hverdagen
Patienten kan bo på ophold hos Sano
Kommer patienten langvejs fra, er dette intet problem. Patienter bor på vores center, i deres eget rum, i alle perioder hvor der er undervisning involveret. På den måde kan patienten fokusere fuldt ud på sit forløb. Derfor er Sano Aarhus relevant for patienter i hele midtjylland og nordjylland.