Jeg har fået en anden vinkel på, hvordan jeg skal leve mit liv

Lis, 81, havde næsten opgivet håbet om at finde noget, der kunne hjælpe hende. Gennem flere år havde hun sammen med sin læge forsøgt sig med forskellige behandlinger og løsninger, men smerterne blev ved med at vende tilbage.

“Det var lægens sidste forsøg på at hjælpe mig”, fortæller Lis.

Hun var plaget af pludselige og stærke smerter, som kunne komme helt ud af det blå. Nogle perioder er bedre end andre, men når smerterne er værst, bliver hverdagen sat helt på pause.

“Når det er værst, må jeg ned at ligge på gulvet og kan intet foretage mig. Det er forfærdeligt. Jeg ligger og venter, til det går væk.”

Lis har været ude for to trafikuheld gennem livet, det første allerede som 20-årig. Hun har skæv ryg, det ene ben er lidt kortere end det andet, og samtidig lever hun med knogleskørhed. Hun har været på stærk smertestillende medicin, men ønsker ikke længere at være så afhængig af pillerne.

Tidligere rejste Lis og hendes mand meget, men det stoppede efter en ferie i Letland, hvor Lis tilbragte to dage liggende på gulvet på hotelværelset på grund af smerter.

“Det har været galt siden Corona. Jeg prøver at genoptræne, men smerterne kommer, når jeg har trænet.”

I de tidligere behandlingsforløb oplevede Lis, at der ofte kun blev fokuseret på én ting ad gangen, ikke på helheden. Derfor takkede hun ja, da hendes læge foreslog et rehabiliteringsforløb på Sano Gigtcenter.

Et andet syn på rehabilitering

Da Lis begyndte på sit Fundamental-forløb på Sano, var hun både spændt og skeptisk.

“Jeg synes, det så ud som om, der var meget spildtid og tænkte: ”det er vist ikke rigtig noget for mig. Men så kom jeg i gang!”

Langsomt begyndte hun at opleve noget andet, end hun havde prøvet før. På Sano handlede det ikke kun om træning eller smerter isoleret set, men om hele mennesket.

“Det er både det fysiske og det psykiske, der tages med i rehabiliteringen. Det er det, der er godt ved Sano, at det er en helhed.”

For Lis blev det en øjenåbner.

“Jeg har været meget højt oppe i begejstring og bare råbt: yes!! De ku’ faktisk ikke holde mig ud i gruppen”, griner hun.

Hun mærkede hurtigt forandringer, ikke kun i kroppen, men også mentalt.

“Da jeg kom, havde jeg skuldrene helt oppe omkring ørene, men nu er de sænkede, og jeg slapper af.”

Og hun fortsætter med et smil:

“Jeg kan faktisk slet ikke beskrive, hvor fantastisk, jeg synes, det er.”

Noget af det vigtigste, Lis har taget med sig fra forløbet, er erkendelsen af, at man ikke behøver at presse sig selv hele tiden. “Man er god nok, selv om man har alle sine skavanker.”

Et af de største værktøjer i Lis’ nye værktøjskasse er noget så enkelt som hvile. “At sætte æggeuret på 20 minutter, 2 gange om dagen. Sikke noget pjat, tænkte jeg, men det virker.”

Tidligere havde Lis prøvet mindfulness på en smerteklinik uden rigtigt at få det til at fungere. På Sano er brikkerne faldet på plads. “Sano samler det hele, og det er jeg helt benovet over.”

Hun har også fået en ny måde at træne på. I stedet for at presse sig igennem smerterne har hun lært at tilpasse træningen og gradvist bygge op igen.

“Tidligere måtte jeg stoppe i fitness. Men på Sano lærer man at sige fra, også i en gruppe, for vi har alle skavanker. Og man behøver ikke at skulle forklare sig.”

Det har ændret hendes syn på hverdagen. “Jeg gik 5 km hver dag. Nu går jeg 2 km, strækker ud og går hjem. Jeg har fået en anden vinkel på, hvordan jeg skal leve mit liv.”

For Lis har fællesskabet i gruppen på Sano også haft stor betydning.

“Det er en god gruppe, jeg er i. Man lærer hinanden at kende. Vi startede med en kop kaffe, og så blev vi rystet sammen.”

Og i dag mærker hun noget, hun næsten havde glemt følelsen af: “Jeg har aldrig været så høj i hele mit liv, som jeg er nu.”

En ny hverdag

Selvom Lis stadig er midt i sit forløb, føler hun allerede, at noget har forandret sig.
“Jeg tror, det bliver meget anderledes. Og rigtig godt.”

Hun ser anderledes på fremtiden, både for sin egen skyld og for familien omkring hende.

“Det bliver en ny person for min mand og familie. Det bliver en ny hverdag.”

Tidligere turde hun sjældent stole på, at hun kunne gennemføre aftaler og invitationer. “Før sagde jeg altid ja tak til invitationer … men i samme åndedrag: … måske må vi melde afbud. Nu kan jeg sige ja tak, vi kommer, for nu kan jeg selv styre det.”

Og én ting glæder hun sig særligt til: “Jeg glæder mig til at fortælle min læge om, hvordan Sano arbejder.”