Jeg troede, jeg skulle passe på min krop, nu bruger jeg den

Efter flere år med kroniske smerter havde Zina vænnet sig til at passe på sin krop. Hun undgik bakker, trapper og fysisk aktivitet af frygt for at gøre smerterne værre. På Sano Gigtcenter, hvor hun var igennem forløbet SmerteLIVET, fik hun et nyt syn på både smerterne og sig selv.

“Jeg skulle give slip på kontrollen. Både over alt det, jeg hele tiden ville nå i en fart, og over de ting, jeg alligevel ikke kunne kontrollere. Samtidig lærte jeg at se smerterne i øjnene og turde bruge min krop igen. At acceptere livet med smerter og få kontrollen tilbage,” fortæller Zina.

Den største øjenåbner for Zina har været, at hun er herre over sit sind og sin krop, så længe hun bruger sine værktøjer korrekt. Og at viljestyrke, tro og accept er vejen frem. 

På Sano fik Zina også træningen tilbage i sit liv. I dag træner hun hver 3. dag og mærker glæden ved både ømheden i musklerne og styrken, som følger med. ”Jeg elsker alt ved det”, smiler hun.

“Sætningen, det er okay, at det gør ondt, så længe det ikke varer ved, har ændret alt for mig”, fortæller Zina.

Hun gør ting, hun ikke har gjort i flere år.

“Jeg går op ad alle de trapper, jeg ser, og jeg har været ude at vandre i terræn, på skråninger og bakker. Det havde jeg ikke gjort i fem år.”

Hun oplever også, at energien er vendt tilbage.

“Jeg vågner tidligere og føler mig udhvilet. Før skulle jeg sove mindst en time hver dag. Nu er et kort hvil på 15-30 minutter ofte nok.”

Den største forandring mærker hun dog ikke kun fysisk.

“Jeg er mere rolig og i zen. Jeg smiler mere, griner mere og er mere nærværende sammen med min søn og de mennesker, jeg er sammen med. Jeg er i nuet på en helt anden måde.”

Forandringen er også blevet bemærket af dem omkring hende.

“Mine nærmeste siger, at de kan se en stor forskel på mit humør, min ro og min måde at være til stede på. Jeg er vågen og klar i hovedet på en hel anden måde end før Sano.”

For Zina handler livet med kroniske smerter ikke længere om alt det, hun ikke kan.

“Jeg kan selv påvirke retningen i mit liv. Jeg er ikke min sygdom. Den er en del af mig, men den skal ikke styre mit liv.”

Hun håber, at andre med kroniske smerter tør tro på, at forandring er mulig.

Det er ca. ½ år siden, at Zina afsluttede sit forløb på Sano Gigtcenter, og hun arbejder fortsat med succes med den tilgang og de værktøjer, hun lærte.

Hendes råd til andre er:

”Tro på dig selv. Tro på, at du kan ændre dit liv til det bedre. Også med kroniske smerter. Arbejd målrettet og effektivt, og du kan opnå det, du sætter dig for. 

Du kan mere end du tror. Kom ud og rør dig, brug dit åndedræt og naturen.

Og tag imod de råd, du får.”

Zina viser at hun nu kan bevæge sig meget bedre med smerterne